My least favorite types of photography

i-dont-like-it-gif

When looking through stunning images of talented photographers on sites like 500px.com it is so easy to get inspired by all the beauty and creativity. It is also a great way of finding out which types of photography you like, and which you don’t. Here’s a short list of the types I don’t particularly care for, for one reason or another. But I want to be perfectly clear here. There is absolutely nothing wrong with loving these different types. They’re just not for me.

1. Shooting water with long exposure. When taking pictures using a long exposure, you can create visual effects that a shorter exposure wouldn’t be able to do. You’ve probably seen this utilized in a huge variety of images. But if you haven’t, google search it. I am not going to show someone else’s work here, and because it’s not my favorite type, I haven’t shot such images myself. When photographing water (for instance a waterfall) it makes the falling water seem smooth and ethereal. And although I love that you can create this illusion in a sense, I just feel it’s been overdone time and time again, until it no longer possesses the ability to inspire. It’s not that I feel photography is only interesting, if you can capture a truly original image that has never before been seen. Because that would be impossible. If you shoot Big Ben in London, you’re definitely neither the first, nor the last, to do so. Does that mean your image can’t be good and relevant? No, of course not. But in terms of long exposure in images with water, it has just lost its magic for me.

2. Architectural photography. There are so many great images out there of this type of photography. It is a category with lots of lines, shapes and geometrical beauty. And I’m not even sure why I don’t really enjoy this type of photography. Some things you just don’t like, for reasons entirely unknown. So it’s not that I can’t appreciate that there is beauty to be found in this category, or that an image can’t be extraordinary in its execution. It’s just not images that I would ever purchase and hang on a wall in my home.

3. Tarantula/spider images. Do I have to explain my irrationality here?? (Okay, this one was not entirely serious, I admit it).

4. HDR images. HDR (High Dynamic Range imaging) is a popular way of manipulating an image where you melt together different exposures into one image. This gives an exaggerated expression in an image (look for images on Google) and can make an image look more like a painting than a photograph. Although I do appreciate the skills and creativity in images such as these, it’s just not my cup of tea. I’m struggling to know why. I guess it’s just (another) one of those things that can’t be explained.

5. The use of borders in images. This is not a type of photography, but it’s something that I really dislike. To me, nothing ruins a great photo quicker than putting a border around it. It’s unnecessary and looks unappealing.

Do you have any other types of photography that you dislike? Do you agree or disagree with the ones I’ve listed? Let me know by leaving a comment below.

Also see: Who am I?

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Who am I?

who

Close to two months ago I wrote my first blog post in English. Simply because I express myself better in English than I do in Danish, and because I don’t want my English to deteriorate. Then I went silent. Because life happened.

But, now I feel in the right head space for writing again and am excited to get started.

Since this is only my second post in English, I think it is appropriate to give some sort of idea about who I am. You might be new to my blog and in that case, here’s a little about me.

My name is Julie. I’m 34 years old, but will be turning 35 in exactly one month from today. I’m not scared by the number. I love it. Ages 14 to 18 scared the living daylights out of me. So any number above it is a relief.

I live in the fifth largest city in Denmark (so basically what you would call a small town anywhere else in the world). I recently moved here after getting a divorce. Yup, the big D. I was with my husband for 8 years. We don’t have children (unless you count the dog, and he’s pretty much my little baby, so I say he DOES count. Yes, he does. Don’t even try to argue with me!) The reason we didn’t have any (human) children was because of my illness. In 2007 I was diagnosed with paranoid schizophrenia. We decided very early on that it was for the best. And to be really frank, having children was never really a dream of mine. So I was thankful that my husband felt the same way.

Normally, in a post like this, this is where I announce my line of business. But as you can probably guess from the above section, I don’t have a job. Not that everyone with schizophrenia is unable to work, because that couldn’t be further from the truth. But in my case, it is. My mind simply can’t provide the level of energy and mental surplus that matches that of a healthy person. I get stressed really easily, and high activity for more than two days in a row can set me back and completely drain me, to the point where it takes me weeks to recover fully.

That being said, I try to stay as active as possible and to keep myself busy with things that I love and enjoy. Every day I walk my dog for two hours, I swim once a week and I go on bike rides. The only reason I’m able to do this, is because in between those activities I take care of myself. Mentally, that is. Since being diagnosed, I’ve learned how to adjust my life. How to work around my illness to give myself the best basis for my mental well-being. And by making that a priority, I’m able to do these things that I otherwise wouldn’t be able to. You might be thinking: “But if you can go for walks for two hours every day, wouldn’t you be able to manage having a job?” All I can say to that is, different people with schizophrenia have different issues. Someone else who might be able to work, might not be able to go walking. Someone else who might not be able to work, could be able to run marathons. We all have different issues and characteristics that play out uniquely in each person. I’ve found what works for me, so I utilize it.

So specifically, what are the other things that I love and enjoy spending time on? Photography, writing and other creative projects. I wish I could say I’d inherited my artistic dad’s capabilities when it comes to drawing. Alas, I draw like a three-year-old. Actually, I draw like a fetus. No, I know that hasn’t been done (that I know of), but to say I draw like a child of three years is giving myself way too much credit! But photography and writing are things that I’ve loved doing for years. Writing was my first love. I started writing short stories in the 1st grade, and I started getting into photography when I was in the 7th grade. And those are the two things that stuck with me all these years. Other loves come and go, but my enthusiasm for these two subjects never fades.

Like I said, I’m really excited about getting started on my blog again. I hope you’ll want to read about my life, my illness and my passions. And if that’s the case, I can’t thank you enough.

Also see: A big change to the blog

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

A big change to the blog.

change

Here goes… You have probably noticed already that something’s different. The very obvious thing is that I’ve decided to change the language on my blog from Danish to English. There are two reasons for that. The first being that I simply express myself better in English. It’s always been that way and most of the time I think in English too. The second reason is that I’ve wanted to have a blog in English for a long time. I even made one a few weeks ago, until I realized I wasn’t sure if I should write the same posts on both and just change the language, or if I should write different posts on them. Before I made up my mind, I had yet another revelation; I didn’t actually want to have to go back and forth between two different blog sites. So I decided instead to keep this blog, delete the other one and simply write in English.

So that’s where I’m at now. It’s going to be the same blog about schizophrenia, life, love, photography etc. The themes are the same, only the language is different. I will keep the previous blog posts in Danish though.

Since it’s been a while (or ‘it’s been a minute’, as the kids say on Youtube), I thought I’d give an update on what’s been going on. If you’ve read my blog for a while (the people who’ve read my Danish posts), you’ll know I’m separated from my husband of 7 years. If you haven’t read my blog before, well now you know too. It’s now three months later and I love my new lease on life. I miss my ex-husband, of course I do – so much. But I’m back to feeling like myself. I lost myself at some point, I have no idea when. It just sort of happened. But I’ve found my way back, and I’m grateful for it. I have a great apartment (that I was so lucky to get), I have my dog, I have seen my family more times in the last three months than the last two years combined. I am going to be doing administrative work for a non-profit organization called Walking For Water, W4W, founded by Charlie Uldahl Christensen (much more on that later), and tomorrow I’m going to join the local photo club for the first time, which I’m really excited about!

I still struggle with the pain in my hip (bursitis). It went away at one point, and for a month and a half I had full function in my hip and leg. But then it returned. It wasn’t quite as bad as the last time (and still isn’t), but it’s still there. I’ve had an appointment with an orthopedic surgeon who told me (unlike all the other doctors I’ve seen) to stay active. So I’m going for long walks with the dog every day and I go bike riding as well. He told me to keep losing the weight (I’ve lost 20 kilos so far) as it will help with the pain in the long run.

I’m in a good place. There might be minor issues like my hip, but I feel good despite of that pain. I enjoy my life and the people in it. I never expected it to happen so soon. For me to get back to being me after only a few, short months. But I’m grateful nonetheless.

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

At være ude af psykiatrien

I 2004 blev jeg tilknyttet distriktspsykiatrien for første gang. Nu, 13 år senere, har jeg været tilknyttet psykiatrien på tværs af flytninger, forskellige diagnoser og terapeut-skifte. Det har aldrig været op til diskussion i mit hoved, om det var noget, jeg skulle være tilknyttet. Jeg var syg, ergo skulle jeg have hjælp.

Men for første gang i min tid som psykisk syg er jeg på nuværende tidspunkt på egne ben. Efter at være blevet separeret er jeg flyttet til en kommune et andet sted i landet, og op til min flytning var det stadig en no-brainer i mit hoved, at jeg skulle have en henvisning til den nye kommunes psykiatri. Men i de uger der gik, fra jeg flyttede ud, boede et sted midlertidigt og endelig flyttede i min egen lejlighed, gik det op for mig, at det egentlig var en lettelse mere end noget andet, at jeg ikke havde samtaler med nogen.

Misforstå mig ikke, jeg har været glad for al den hjælp, jeg har fået de sidste 13 år. Men det sidste stykke tid virkede det næsten fjollet at have samtaler, fordi jeg er så stabil, som jeg er. Jeg klarer mig selv i hverdagen, og er efterhånden også blevet god til at håndtere min angst. De sidste mange samtaler jeg havde med min behandler, handlede om bøger, politik, samfund og interesser. De handlede ikke om sygdom eller problemstillinger. I en lang periode var det bare super hyggeligt at have en afslappet snak med hende om disse emner. Vi hyggede os. Men over tid begyndte frustrationen lige så stille og roligt at brede sig i mig. Det virkede som tids- og ressourcespild at have disse samtaler. Men jeg vidste, at man (i hvert fald i Aalborg kommune) skulle have en samtale mindst hver 2. måned, hvis man ville være tilknyttet distriktspsykiatrien. I mit hoved var det jo stadig ikke til debat, så derfor gjorde jeg ikke noget ved den frustration.

Men efter at være flyttet blev jeg ved med at udskyde at tage kontakt til min tidligere behandler for at få en henvisning til psykiatrien i Esbjerg kommune. Jo mere jeg tænkte over det, jo mindre lyst havde jeg til at skulle ind i systemet igen. Alene tanken om at sidde foran en ny behandler og skulle starte fra bunden igen (for 6. gang i min sygdomshistorie), var utrolig demotiverende.

Selvfølgelig kan man argumentere for, at jeg ved at være i systemet var dækket ind, hvis min sygdom pludselig tog en drejning i en grad, hvor jeg ikke længere ville kunne håndtere det selv. Men hvis jeg er helt ærlig, så vil jeg hellere nyde den frihed, jeg føler, jeg har lige nu, ved ikke at komme ind i systemet, end jeg vil være proaktiv i den henseende. Så hellere se på det til den tid, skulle det blive aktuelt.

I løbet af de sidste fem år har min sygdom været en opadgående kurve. Bestemte symptomer har aftaget, herunder især mine hallucinationer, og jeg er mere og mere gået i en retning, hvor tingene er til at håndtere på egen hånd. Det sagt så er jeg hverken helbredt eller rask. Jeg er stadig syg. Jeg har stadig vild paranoia, invaliderende angst og mange negative symptomer (som du kan læse mere om HER), men jeg har mere og mere lært at leve med det og holde det på et niveau, hvor det ikke tager voldsomt overhånd. Men for nu gør det mig faktisk rigtigt glad, at jeg kan få lov bare at være mig selv på denne måde. Så det vil jeg nyde. Hellere det end at tage sorgerne på forskud, når det ikke er garanteret, at disse sorger indfinder sig.

Læs også: Angst og flyvning

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Flere fiskeøje objektiv fotos

Det er noget tid siden, jeg har postet noget om fotografering på bloggen. Mest af alt har det været, fordi jeg ikke har fotograferet så meget, som jeg plejer, det sidste halve års tid. Jeg fik et objektiv i julegave 2016, som jeg elsker at bruge, når jeg endelig kommer af sted med kameraet. Mest af alt var det livet, der spændte lidt ben for muligheden for at komme ud at lege, men jeg føler, jeg er et sted nu, hvor jeg bedre kan fokusere på det igen.

Jeg har dog haft nogle enkelte ture i løbet af foråret og sommeren, og har fået nogle få fotos ud af det, som du kan se nedenfor.

Billede 1 er udsigten fra haven i mit tidligere hjem i Aalborg Øst.

img_5046

Billedet herunder er taget på Fanø, tæt på golfbanerne ved Fanø Bad. Jeg var nede at ligge i gruset for at få så meget som muligt med i billedet.

img_5741

Billede nr. 3 er fra vestbyen i Aalborg, ved vandrehjemmet. Umiddelbart kan man ikke se, det er taget med et fiskeøje objektiv. Men hvis du kigger i forgrunden, kan du se, at starten af broen bøjer. Det ville den ikke gøre, hvis det ikke var taget med et sådant objektiv.

img_6851

Billede fire herunder er taget samme sted, i den modsatte retning. Her er effekten tydelig.

img_6937

Herunder er det samme princip. Forgrunden er bøjet og danner en halvcirkel nederst i billedet.

img_6965

Endnu et billede fra samme lokation.

img_7002

Billedet herunder er af Voergaard slot, nord for Aalborg.

img_7130

Jeg har ikke længere nogen idé om, hvor dette billede er taget, men det er heller ikke så vigtigt med dette motiv. Det jeg synes, er sjovt ved dette billede er vinklen, der får det til at se ud som om, hestens hoved er lige så stort som resten af kroppen. Og at ponyen er flere gange mindre end hesten.

 

jimg_7297

Det var de nyeste fiskeøje objektiv-fotos. Hvis du har lyst til at se flere fotografier, kan du klikke på ‘kategorier’ for at se alle billeder under Fotografering. Eller du kan klikke på ‘mine billeder’, så du kommer ind på min profil på 500px.com.

Tak fordi du kiggede med.

Læs også: Mine foretrukne monokrome billeder #2

 

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Jeg kan ikke benægte sandheden

truth

Efter min separation er jeg gået i gang med projekt ‘find-egne-ben-at-stå-på’. Jeg har ikke boet for mig selv meget mere end 6 uger på nuværende tidspunkt. Men jeg har det allerede, som om der er gået et halvt år. Og selvom jeg stadig er ødelagt over, at mit ægteskab endte, så er der en sandhed, som er svær at indrømme. For jeg ved ikke, hvem der læser med her, og i forlængelse deraf er jeg bange for at såre et vigtigt menneske med mine ord. Men på den anden side er dette også min personlige blog, hvor det bør være tilladt, at jeg siger sandheden og er åben omkring den. Jeg har ikke tænkt mig at lave en kæmpe billboard reklame og bøje sandheden i neon for at skabe kæmpe fokus på den. Men herinde skal det være tilladt.

Hvad er denne sandhed så? Jeg er glad. (Allerede her er jeg fyldt med dårlig samvittighed!) Jeg har fået et nyt hjem, som jeg er forelsket i, og hvor jeg føler mig hjemme. Jeg lever lige nu så godt som helt uden den ellers så invaliderende angst, som før var en hyppig gæst i mit hoved. Jeg får en masse alene-tid, som jeg mere og mere indser, jeg har brug for. Men vigtigst af alt har jeg allerede set min familie meget mere end i løbet af det foregående år. På seks uger. Det var den største årsag til min flytning, og selvom jeg har måttet sige farvel til den mand, jeg havde haft 8 fantastiske år med, kan jeg mærke dybt inde (inde i den del af mig der aldrig ser dagens lys), at det var den rigtige beslutning. En sætning der trækker tænder ud. Men det er sandheden.

Nogle vil måske mene, det er noget, jeg skal holde for mig selv. Men pointen med at have denne blog er at være åben omkring mig selv og mit liv. Om det så handler om skizofreni, angst, parforhold eller noget fjerde. Det er et sted, hvor jeg kan dele med andre, men samtidigt også kan have en form for tastatur-terapi, som kan hjælpe mig med at komme videre. At få hjerte og hoved til at nå hinanden. Desuden gør dette, at jeg kan kigge tilbage på disse ord i fremtiden. For med min hukommelse vil der komme et tidspunkt inden for kort tid, hvor jeg ikke længere kan huske, hvad der egentlig foregik i mit hoved på dette tidspunkt i mit liv. Sidst, men ikke mindst, håber jeg også, at mine ord måske kan være andre i samme båd til gavn.

Til sidst vil jeg lige gøre en ting klart. Bare fordi jeg har det, som jeg har det, betyder det ikke, at jeg ikke savner min eksmand. Han var den bedste ven, jeg har haft, og det savn kommer til at følge mig altid.

Læs også: Post-separation – hvad er jeg taknemmelig for?

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Donation af håndlavede smykker

Har du en forening eller organisation, som du kunne tænke dig at modtage håndlavede smykker til? Jeg laver sølv- og stensmykker, som jeg af personlige årsager ikke længere kan sætte til salg på Etsy.com. Derfor tænkte jeg, den bedst mulige måde at sørge for, at smykkerne får et hjem på og samtidig indbringe penge til et godt formål, var at prøve kræfter herinde.

Tanken er, at din organisation kan modtage udvalgte smykker til at sætte til salg på egen hjemmeside, Facebook-side, på markeder, messe eller en hvilken som helst anden platform, der kan bruges til at sælge smykkerne. Jeg skal intet have for smykkerne. Det er en ren og skær donation.

Hvis du har en organisation eller lignende, eller hvis du kender nogen, der kunne være interesseret, så skriv til mig på juliesv@mail.com.

Smykkerne kan du se på SilverLoves (mit lille firma) Facebook-side ved at klikke her.

Jeg er bosat i Esbjerg, men kan naturligvis sende til hele landet.

img_1582

Læs også: Nye SilverLoves smykker

 

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Post-separation – hvad er jeg taknemmelig for?

Inden jeg starter indlægget, vil jeg lige komme med en lille disclaimer. Hvis du ikke gider se på skiften mellem dansk og engelsk, så er dette ikke bloggen for dig. I can’t help myself! Sorry.

Efter at være blevet separeret fra min mand, har jeg været igennem hele følelsesregisteret. Nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg bare gerne vil nyde og sætte pris på det, jeg har. Jeg har altid vidst, jeg ikke er til designertøj og fine biler, og jeg har intet behov for at eje mit eget hjem. Men hvad sætter jeg så i stedet pris på?

Først og fremmest min familie. Jeg har været heldig at tilbringe dejligt meget tid på det sidste med mine forældre, og min kære søster har været så sød at hjælpe med hundeluftning, mens jeg har haft problemer med mit ben, og jeg ikke var i stand til at gå de lange ture med min hund. Jeg er glad for at være tættere på dem alle!

Så er der min hund. Min smukke, uundværlige lille guldklump, som var med ude at bade på stranden på Fanø tidligere på måneden. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Det er én ting, jeg ved, jeg ikke kan undvære – at have hund. Og en af de eneste deal breakers jeg har i forhold til en potentiel partner. Vil man ikke have hund, dur det ikke for mig.

img_5498

Så er der mine venner. Størstedelen af dem bor enten i den anden ende af landet eller den anden ende af verden. Så jeg ser dem ikke tit. Men jeg holder meget af dem alle, og jeg elsker, hvor nemt det er at holde kontakten over nettet. Nej, det er ikke en ny opfindelse med det der internet, det ved jeg godt. Men derfor elsker jeg det nonetheless. Jeg kender nogle fantastiske mennesker rundt omkring, og det er ikke dem alle, jeg har haft æren af at møde endnu. Men netop derfor er det dejligt at kunne holde kontakten over nettet.

Derudover sætter jeg pris på, at jeg har muligheden for at gøre de ting, jeg holder af. Nu hvor mit ben begynder at have det bedre, ser jeg også frem til forhåbentligt at komme mere ud at fotografere. Men i den tid hvor det ikke var muligt, var det alfa omega for mig at kunne holde mig i gang herhjemme ved at tegne eller noget andet kreativt. Jeg ville dø, hvis jeg ikke kunne holde mine rastløse fingre beskæftiget.

Og så er der bonusserne. Som min nye lejlighed, som jeg elsker, elsker, ELSKER. Jeg var utroligt heldig med den, for jeg fik den to sekunder før nogen, der havde været ude at se den før mig. Jeg har fået indrettet mig pænt (synes jeg selv), og jeg håber, jeg kommer til at være her længe.

Og så er der taknemmeligheden for, at mit ben har bevist, det stadig kan samarbejde. De sidste tre eller fire dage har jeg kunnet gå de lange ture med min hund. Jeg har aldrig i mit liv sat mere pris på at kunne gå før. Come rain or shine, walking won’t make me whine. (Yes, I’m a poetic genius *sarkasme anvendt*)

Og så sætter jeg pris på, at min krop (som altid har sære cravings) har en periode, hvor det er pickles, der hitter. Længe leve snacks med få kalorier.

Læs også: Bursitis – a pain in the… hip

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Lidt hjemme DIY

Efter at jeg er blevet separeret og er flyttet for mig selv, er jeg begyndt at være meget mere kreativ i det daglige. Og selvom jeg naturligvis ville ønske, det ikke var sådan en begivenhed, der var årsag til det, er jeg stadig glad for at være mere i gang på den måde. Jeg har forskellige projekter, som jeg enten er i gang med, eller som jeg snart skal i gang med.

Et af disse projekter startede jeg på i går og blev færdig med her til aften. Men først lidt forhistorie. Min mor har fire søskende, herunder to brødre, som er tvillinger. En af dem (vi kan desværre ikke huske hvem) lavede for mange år siden i folkeskolen en lille træskammel i sløjd, som på en eller anden måde endte hjemme hos os, nærmere betegnet på mit værelse. Og denne lille skammel har fulgt mig i alle årene sidenhen, og så længe jeg lever, vil den være hos mig. For jeg elsker den! I alle årene kan jeg kun huske at have set den se ud, som den gjorde indtil i dag. Se billede.

skammel

En pink farve som på ingen måde var hverken jævn eller fandtes på alle flader. Egentlig er det nok mærkeligt, jeg ikke har gjort noget ved den noget før. Men det besluttede jeg mig så også for nu her. Selvom jeg elsker farver og kunne bruge lang tid på at finde ud af, hvilke(n) farve(r) der skulle bruges, vidste jeg af en eller anden grund hurtigt, hvad det skulle være. Og at det ville komme til at involvere min store kærlighed, polkaprikker.

Så jeg høvlede overfladen af skamlen med sandpapir, så malingen ville tage fat, hvorefter jeg gav den to omgange hvid spraymaling.

Da første omgang maling tørrede, gik jeg i gang med polkaprikkerne på oversiden. Jeg brugte enden af en tyk pensel til at dyppe ned i en bøtte maling og bagefter hurtigt sætte på skamlen. Jeg ved af erfaring, at det giver flotte, runde prikker fremfor ujævne. Det er dog vigtigt, at du dypper ned i en bøtte, og ikke f.eks. hælder maling ud på en palet og sætte penslen ned i det på den måde. For så virker tricket ikke. Det skal være direkte ned i noget maling. Jeg lod prikkerne tørre, før jeg lagde skamlen på siden og gjorde det samme. Gentog dette med den anden side og resultatet var dette:

skammel2

Hvis du ikke kan lide polkaprikker, er du nok ikke enig med mig, men jeg synes, den er lidt fin. Får helt lyst til at dekorere hele huset med prikker!

Læs også: Bogudgivelse på engelsk

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Bursitis – a pain in the… hip

bursitis

For snart otte uger siden vågnede jeg op en dag med ondt i hoften. Jeg havde aldrig haft problemer der før, men fra den ene dag til den anden havde jeg pludselig ondt. Det var lige op til, at jeg skulle til Slovakiet til et bryllup, så jeg ventede lidt med at gå til lægen, fordi jeg ikke ville have, der var noget, der kom i vejen for, om jeg kunne tage til det bryllup eller ej. Dumt? Måske ja, men med hvad jeg ved nu, var det ikke noget, der gjorde nogen forskel på sigt.

Jeg tog til læge og fik konstateret, at det drejede sig om bursitis i hoften. Noget man kan have alle steder, hvor man har en bursa, som er en slimsæk. Bursitis er, når denne slimsæk bliver inflammeret, hvorved man oplever smerter.

Før da havde jeg aldrig hørt om slimsække eller inflammationen af dem. Men jeg skal da lige love for, det er noget, der gør ondt. På nuværende tidspunkt, efter blodprøver, røntgen billeder (som intet unormalt viste) og undersøgelse af fire forskellige læger (den femte på mandag) kan jeg gå eller stå to minutter af gangen, før jeg skal sætte mig ned. For den eneste stilling hvor det ikke gør ondt, er når jeg sidder ned. Eller, det var sådan, det var indtil i dag. Da jeg stod op i morges , kunne jeg mærke en forværring siden i går. Jeg kan nu gå og stå i ti sekunder af gangen, før jeg får ondt og bliver nødt til at sætte mig ned. Ikke just det fedeste i verden, når man har en hund, der skal luftes. Not to mention, at jeg er ved at blive skør i bolden af at holde mig så meget i ro. Jeg er lige flyttet til en ny by og vil ud på eventyr. Især her i denne tid hvor der er længe lyst. Mit kamera trænger til at blive luftet og damn it, so do I!

Jeg har, igennem familie og venner, lært, at bursitis (om det så er i hoften, skulderen eller et andet sted) er mere almindeligt, end man måske kunne tro. Så derfor, hvis du har prøvet at have det, eller kender nogen der har, vær sød at fortælle mig om dit bedste tip til at helbrede (yeah, I know, it’s a stretch, but a girl can dream, right?) eller forbedre smerterne! Jeg vil sætte rigtigt meget pris på det, og det samme vil min hund!

Og hvis du har læst med så langt, får du lige en high-five. Både fordi du har lagt ører (/øjne?) til mit brok, men også fordi du sikkert er træt af de mange engelske ord by now (ups).

Læs også: Flytning – et nyt kapitel

 

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Flytning – et nyt kapitel

moving

Hvordan der næsten allerede er gået 10 dage siden sidste indlæg, det forstår jeg ikke helt. Der er dog sket en del siden da. For det første har jeg fundet et sted at bo. Endelig! Eller, jeg siger endelig. Alle andre siger “hold da op, har du allerede fundet et sted at bo?” Jeg er ikke tålmodig. Det har jeg aldrig påstået at være, for intet kunne være mere forkert. Men jeg er bare så glad for, jeg (ja, endelig) fandt et sted at bo. Det går virkelig op for en, hvor svært det kan være at finde et hjem, når man har en hund. Netop derfor er jeg så taknemmelig for netop den lejlighed, jeg fik. 79 kvm, tre lækre værelser, en altan og have, kælderrum til alt mit rod og stort køkken. Og jeg var utroligt heldig i forhold til timing. Jeg så en bolig på boligportal.dk, ringede til udlejeren og fik at vide, at den var væk. Men han havde en anden bolig, som snart ville blive ledig. Jeg skyndte mig at sige, at jeg gerne ville se den. Jeg mødte op nogle timer senere, forelskede mig i stedet og nåede at sige, at jeg tog den, før han fik en sms fra nogen, der tidligere havde set stedet, hvori der stod, at de gerne ville have den. Aldrig har jeg følt mig så heldig i forhold til timing.

Torsdag rykker jeg så ind. Flyttemændene er arrangeret, min nye sofa bliver leveret, mit internet er oppe at køre til den tid, folkeregisteradressen er ændret, og jeg er generelt bare klar parat.

Det praktiske er på plads. Det praktiske er nemt. Det er det, der er rart at have med at gøre, fordi det beskæftiger hovedet. Det er, når der ikke er flere praktiske ting at tage sig af, at hjertet spænder ben. Uanset hvor meget jeg glæder mig til at flytte ind i den lækre lejlighed, er det stadig svært at forholde sig til, at jeg bor der. At jeg bor der alene. Jeg deltager i nogle panelundersøgelser, og i dag var det første gang, at jeg skulle bekræfte, at jeg selv står for dagligvareindkøb. Før i tiden var svaret, at jeg delvist stod for dem. Det er dybest set en anden måde at sige på, at man er single. Teknisk set er jeg separeret, men i sidste ende giver det vel det samme?

Det var lidt en mavepuster og en påmindelse om, at dette er en proces med op- og nedture. Noget jeg gang på gang bliver mindet om. Jeg ved, der kommer til at være øjeblikke, hvor jeg kan sætte pris på at have mere alene tid. Udelukkende fordi det er noget, jeg har et stort behov for. Det er den måde, jeg lader op på. Der vil unægteligt være gode ting ved at være alene. Men jeg tror samtidigt også, der vil komme store mængder af øjeblikke, hvor man føler sig ensom, ængstelig og nedslået.

Der er intet andet tilbage end at tage imod fremtiden med oprejst pande og et positivt livssyn. Hvilket unægteligt vil blive en udfordring nogle gange. Ene og alene fordi ordet ‘fremtiden’ i sig selv fylder mig med længsel og vemodighed. Længsel, fordi det er et nyt kapitel i mit liv. Vemodighed, fordi det er en fremtid, der er meget anderledes, end jeg forventede, den dag jeg giftede mig med Prinsgemalen.

Tak fordi du læste med.

Læs også: Separation

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Separation

separation

Der har været lidt stille på min blog, og det er der en grund til. Jeg har virkelig skullet tage tilløb til at skrive dette indlæg. For to dage siden flyttede jeg ud af det hjem, jeg har delt med min mand. Noget jeg aldrig nogensinde havde troet, jeg ville gøre. Jeg har været igennem break ups før. Men dette er anderledes. Meget anderledes! Jeg har aldrig nogensinde, sygdom eller ej, haft det så forfærdeligt, som jeg har det lige nu. Der var naturligvis grunde, der lå bag valget at gå fra min mand. Dem vil jeg dog ikke komme nærmere ind på. Men uanset hvor mange grunde der end lå bag, er dette valg det sværeste, jeg nogensinde har truffet.

Jeg sidder i et midlertidigt hjem og leder efter mit eget sted at bo, sammen med hunden. Mine tanker bliver ved med at kredse om det faktum, at sidst jeg ledte efter nyt sted at bo, var sammen med Prinsgemalen for snart syv et halvt år siden. På daværende tidspunkt var der kun et par måneder til vores bryllup, og vi var lykkelige, da vi fandt et sted at bo, hvor der ikke var rotter. Lave forventninger til en kommende bolig? Jep, når man kommer fra en rotterede (nærmest bogstaveligt talt), er garantien for at man slipper for ufrivillige husdyr god nok. Selve rækkehuset var dog også lækkert, så det trak naturligvis også op. Over syv år senere sidder min mand nu i det hus alene. Eller, jeg burde vel sige eks-mand? Shit. Det er første gang, jeg har sagt det. Aldrig har noget ord smagt mere fælt.

Efter at være flyttet ud har jeg indset, hvor meget alting kommer i bølger. Jeg kan gå fra at være okay til at være utrøstelig. Jeg kan sidde og hygge med hunden på sofaen, indtil alting i mig skifter sådan *knipser med fingrene*, og tårerne flyder som aldrig før. Jeg har så svært ved at acceptere, at mit liv nu må fortsætte uden ham, jeg elskede så højt. Hvilket virker hul i hovedet at sige, når det nu var mig, der ville ud. Men han har været det bedste i mit liv. Han er den eneste, jeg har oplevet ægte kærlighed med. Og sorgen over ikke længere at have det trækker tænder ud.

Desuden er han det bedste menneske, jeg kender. Hvilket kun er blevet forstærket efter alt dette. Hans modenhed i forbindelse med denne separation har været så kraftig, at det har gjort helt ondt. Hvis han bare hadede mig, eller hvis jeg hadede ham. Så ville det gøre mindre ondt, tror jeg. Men vi snakker om en mand, som flere gange op til min flytning har måttet trøste mig, mens han har prøvet at se situationen udefra, så der var plads til mine følelser også. Det er her, mit hoved begynder at fucke med mig. For hvordan i alverden kan jeg sige farvel til den bedste mand, der nogensinde har gået på denne planet? Der må være noget galt med mig, siden jeg pludselig havde andre behov og følelser. For jeg finder aldrig nogensinde en partner, der er lige så fantastisk, som han er.

Jeg kommer nok til at bruge bloggen mere i den kommende tid til at få bearbejdet nogle af de ting, som denne separation vækker i mig. Og nu hvor der er taget hul på bylden, og det er noget, jeg snakker om offentligt, bliver det nok også nemmere at gøre.

Har du været i samme situation som mig, og har du nogle guldkorn, du kan dele med mig, så smid endelig gerne en kommentar. Tak fordi du læste med!

Læs også: Mit forhold til alkohol

 

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.