Home alone?

home-alone

For lidt over en time siden gik min mand fra mig. For at gå til en sen julefrokost med kollegaerne. (Fik jeg dig der?) Lige inden han gik, sagde han, at han var ret træt. Hvortil jeg svarede, at så måtte han jo hellere blive hjemme. Han grinede og sagde ‘ja, for det ved vi jo begge, at du gerne vil have’. Og hans sarkastiske bemærkning er jo rigtig. For jeg så gerne, at han tog i byen. Misforstå mig ikke, jeg elsker ham utroligt højt, og jeg elsker hans selskab. Men jeg elsker også mit eget selskab. Vi har, i løbet af de otte år, vi har været sammen, tilbragt mere tid sammen, end de fleste par gør. For min mand har i en periode været jobsøgende, og derefter taget sin uddannelse, der (trods sin krævende natur) ikke var på mange undervisningstimer om ugen, og jeg går hjemme pga. min sygdom. Så vi har gået meget op og ned ad hinanden, og derfor må jeg være ærlig og sige, at jeg tager imod al den alene-tid, jeg overhovedet kan få, med kyshånd.

Om det er de få timer, jeg får, når jeg står op, og inden han kommer hjem fra arbejde, eller om det er en hel aften og muligvis nat, det er ligegyldigt. Jeg når at hygge mig i mit eget selskab uanset hvad.

Så hvad vil jeg så bruge denne alene-aften til? Tv-serier og masser af dem, aften gåtur med hunden og Pepsi Max på køl. Det bliver en god aften!

Jeg vil dog sige, at for to mennesker, der går op og ned ad hinanden meget af tiden, har vi klaret det utroligt godt! Jeg har før været i et forhold, hvor vi begge gik hjemme, og vi var altid sammen. Altid! Og efter halvandet år drev det os begge til vanvid. Sådan har jeg aldrig haft det med Prinsgemalen. Det er endnu en (af mange) grunde til, at jeg ved, vi er gode sammen. For vi bliver ikke trætte af hinanden og vores fælles selskab.

Men jeg gætter på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan, at nogle gange vil man bare gerne være lidt alene?

Læs også: Sikke en idiot!

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Når man ikke hallucinerer

hallucination

Som skizofren hallucinerer man. Eller gør man? Da jeg i sin tid fik diagnosen, så jeg syner. En gang imellem hørte jeg stemmer og lugtede røg, som ikke var der. Men det at se syner har altid været det mest dominerende for mig, i hvert fald når vi snakker hallucinationer.

Men nu er sagen en anden. Gradvist over årene har jeg mærket en forbedring. Jeg ser ikke længere så mange syner. Jeg lugter sjældent den altoverskyggende røg sammenlignet med før. Og jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst hørte stemmer. Men jeg ved, det er nogle år siden (!), hvilket ikke siger så lidt, når vi snakker om skizofreni.

Jeg fortalte en veninde om ovenstående en dag. Hendes reaktion var, at det da måtte være dejligt, og om jeg ikke var glad? Jeg måtte så krybe til korset og sige, at nej, det var faktisk overraskende dobbeltsidet. For på den ene side, så jo – det var helt sikkert dejligt ikke at opleve hallucinationer, som ofte kunne være ret invaliderende og skæmmende i øjeblikket. Men på samme tid er det så mærkeligt og utrygt, fordi det er nyt for mig. Efter jeg blev syg og begyndte at hallucinere, har jeg langsomt vænnet mig til, at det var mit liv. Og pludselig var det så almindelig en del af mit liv, at jeg ikke kunne huske, hvordan livet så ud inden det. Derfor var det nogle gange nærmest skræmmende at have færre af den slags oplevelser, netop fordi det er nyt. Det er uventet og gør mig lidt skeptisk. Kan jeg stole på mit eget hoved? Kan jeg begynde at vænne mig til, at det er sådan, det er fra nu af, eller vil der igen komme en curveball, som smider mit liv ud af kurs på uventet og voldsom vis?

Det er ikke fordi, jeg slet ikke hallucinerer. Jeg ser stadig ting ud af øjenkrogen, og jeg ser stadig andre ting, som dog heldigvis ikke er så skræmmende. Så helt på herrens mark (hvis vi snakker usikkerhed om min psyke i fremtiden) er jeg ikke endnu. Men der er længere imellem, at det sker.

Så kunne man sige, at jeg bare skal læne mig tilbage og nyde livet. Det har jeg også tænkt mig. Når jeg lige vænner mig til, at det er sådan, min sygdom kommer til udtryk (eller skal jeg sige ikke kommer til udtryk), så vil jeg bedre kunne slappe af og bare glæde mig over det.

Jeg er dog hverken helbredt eller i remisson. På ingen måde. Jeg mærker utroligt mange andre symptomer på min sygdom, som jeg kæmper med i dagligdagen. Hallucinationer er ikke det eneste, man som skizofren må tackle. Men det er da en hjælp, at mine hallucinationer har lagt en dæmper på sig. Men når du læser dette, skal du huske, at der er stor forskel på, hvordan en sygdom ‘udfolder’ sig fra person til person. Så fordi jeg som skizofren ikke har mange hallucinationer, betyder det ikke, at alle andre er lige så heldige.

Hvis du ikke ved, hvad skizofreni egentlig er for en størrelse, kan du læse mere i dette indlæg: Hvad er skizofreni?

Læs også: Hvad man ikke skal sige til en skizofren

 

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Fiskeøje objektiv fotos

Julen 2016 var rigtig god. Masser af familiehygge, god mad og gode grin. Når jeg tænker på julen, kan jeg ikke lade være med at smile. Jeg fik også utroligt gode gaver af alle, og én af de gaver var et fiskeøje objektiv, som jeg under ingen omstændigheder havde forventet at få. Men jeg tænkte, at hvis folk ville give et bidrag, ville jeg være i stand til at købe sådan et objektiv lidt hurtigere, end hvis jeg selv skulle spare op. Men som både fødselsdags- og julegave fra min mor, søster og deres mænd fik jeg et vaskeægte (jeg har dog ikke tænkt mig at vaske det, haha jeg er så sjov!) fiskeøje objektiv.

I sidste uge var jeg så så heldig, at jeg kunne låne min svigermors bil, så jeg kunne komme lidt ud i landskabet og rent faktisk lege med dette nye stykke udstyr. Nedenfor har jeg sat nogle af dem ind, som jeg håber, du vil kunne lide. Jeg var heldig, at det heroppe i Nordjylland begyndte at sne, dagen før jeg skulle ud at lege. Det gav jo kun lidt ekstra til billederne.

Første billede er taget i en skov, men nøjagtigt hvor er lidt ligegyldigt med dette billede af oplagte årsager.

img_6553

Billede 2 er langt mere skarpt normalt, men af en eller anden grund går det tabt, når jeg uploader filen her.

img_6646

Billede 3 er taget i Terndrup i Nordjylland ved Falck stationen. Dette billede er også normalt meget skarpere.

img_6681

Billede 4 er taget tæt på Hadsund i Nordjylland. Jeg husker ikke længere præcist hvor, desværre.

img_6714

Jeg håber, du kunne lide billederne. Hvis du har lyst til at se mange flere, kan du komme direkte til min facebook-side, hvor du kan se alle mine farve-, sort/hvid- og photoshoot-billeder. Hvis du kan lide, hvad du ser, vil jeg blive skide glad, hvis du vil trykke ’synes om’ inde på siden. På den måde bliver du også opdateret, så snart der er nye billeder, eller hvis jeg opretter en konkurrence om at vinde gode, gammeldags forstørrede papirfotos.

Læs også: Sne skud

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Er din hund bange for fyrværkeri?

Det er ved at være lidt tid siden, jeg har postet et indlæg. Det er ene og alene af den grund, at jeg har fejret fødselsdag og derefter jul, og jeg har simpelthen tilladt mig at holde lidt fri fra bloggen. Men nu er det nye år snart over os, og i den forbindelse har jeg tænkt mig at komme ud af mit julehi.

Jeg faldt her til aften over noget, jeg ikke har hørt om før. Men da Prinsgemalen og jeg har en hund, som ikke er glad for fyrværkeri, var det noget, der sprang i øjnene på mig.

Der er åbenbart noget, der hedder en ‘half-wrap’, som du kan binde om din hund, og det pres det lægger på hunden gør, at den bliver rolig og afslappet og ikke længere er nervøs eller bange under fyrværkeriet nytårsaften. Du kan også bruge den i andre situationer, hvor hunden er utryg, som f.eks. når du tager den til dyrlægen (hvis den ikke bryder sig om det). Helt præcist hvordan man skal gøre det, kan du se på billedet herunder:

half-wrap

 

Som du kan se nederst på billedet, er denne illustration fra 2013. Så det er ikke et nyt koncept. (Og går sikkert meget længere tilbage end 2013 også). Men jeg tænkte, at der kunne sidde andre som mig, som heller ikke har hørt om det indtil nu. Og hvis du tilfældigvis har en hund, som er utryg nytårsaften (og evt. dagen efter), så kunne du måske bruge dette. (Du kan læse mere i denne artikel: dog half-wrap)

Personligt er jeg ikke vild med fyrværkeri. Jeg har altid været lidt bange for det, og desuden synes jeg, det er spild af penge,  og kunne aldrig finde på at købe den slags. Men den største grund til at jeg hader fyrværkeri er, at det gør min lille dreng (blandingshund på 5 år) så bange, at han ikke engang vil ud at gå tur i disse dage, fordi han ved, der bliver skudt af rundt omkring. Vi snakker om en hund, som ellers gerne ville gå 30 ture om dagen. Og selvom jeg er okay med, at folk skyder af den ene dag om året (hvis de synes, det er så fedt), så ville min drømmeverden være en, hvor der ikke fandtes fyrværkeri. Hunde er jo langtfra de eneste dyr, der er bange for det.

Jeg håber, du kunne bruge dette indlæg til noget. Men uanset om du kunne det eller ej. vil jeg hermed godt ønske dig et

rigtigt godt nytår!

Læs også: Sikke en Skam!

2017

Nu er vi halvvejs igennem december, så 2017 er lige om hjørnet. For nogle er det nok skræmmende, men jeg kender også nogle, som glæder sig helt vildt til at forlade 2016, da det ikke har været deres bedste år. For mit eget vedkommende er jeg rimelig neutral. 2016 har været et fint år, men der er ikke det vilde på programmet i 2017 indtil videre, så det er ikke, fordi jeg som sådan ser 2017 som meget forskellig fra 2016. Er det en kedelig tilgang til det nye år? Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det har mere med realisme at gøre.

Indtil videre er dette, hvad jeg ved, det nye år kommer til at byde på:

  • Min tredje bog udkommer i slutningen af januar (med mindre det bliver udsat lidt, sådan noget sker jo), en børnebog som byder på nogle af de samme karakterer, der er med i min første børnebog.
  • I januar skal jeg også til min søsters 40 års fødselsdag.
  • Min mands bedste ven skal giftes med sin slovakiske kæreste i Slovakiet, så i maj skal vi derned på en forlænget weekend. Jeg har aldrig været i det land før, så det glæder jeg mig til.
  • Jeg vil skrive den bog færdig, som jeg har gået med i mit hoved i noget tid.
  • Min mand skal fra juni igen til at søge job. Spændende om han finder noget, og hvad det evt. bliver som.

Det var det indtil videre. Så man må sige, der er plads til at udfylde kalenderen en del i det nye år. Og det er her, min entusiasme for det nye år alligevel vinder lidt ind. For det er da lidt spændende, hvad resten af årets dage så kommer til at byde på. Jeg håber i hvert fald, der er masser af fotograferingsmuligheder, tid med familien og oplevelser og hygge med Prinsgemalen og hund.

Jeg håber, alle får et godt 2017 med masser af spændende oplevelser og overraskelser! Godt (snart) nytår. (Jep, jeg er tidligt på den, fordi… hvorfor ikke?)

nytaar

Læs også: Vores (lidt indviklede) juletraditioner

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Patient – behandler forhold

I går kom min behandler (distriktssygeplejerske) på besøg. Hun kommer her ca. en gang hver anden måned. Hvis jeg kæmper med noget i forhold til min skizofreni, der er svært at klare på egen hånd, kommer hun oftere, men i mine gode perioder (som er de mest dominerende) kommer hun kun hver anden måned. Men hendes besøg fik mig til at tænke over noget, jeg endnu ikke har skrevet om herinde.

På grund af mine mange flytninger som voksen, har jeg oplevet at have en del forskellige behandlere. Og det har virkelig lært mig, at det er vigtigt at have et godt forhold til sin behandler, hvis man vil have noget ud af den behandling, man får. Hvis man som patient ikke føler, man kan snakke med, stole på eller generelt er tryg ved en behandler, kvæler det muligheden for et godt fundament. For at få et godt fundament er det nemlig lige præcis, hvad der er brug for: tillid og tryghed.

Jeg havde for en del år tilbage en behandler, hvor tingene slet ikke hang sammen. Jeg stolede ikke på hende, hun gjorde mig decideret utilpas, og vi var slet ikke på bølgelængde. Jeg tog altid fra de samtaler og følte mig utroligt irritabel og frustreret, fordi vi bare ikke kunne finde harmonien sammen. Desuden sluttede hun alle samtaler af med at insistere på, at vi gav hinanden et knus. Noget jeg ikke havde lyst til overhovedet, eftersom jeg ikke følte, vi havde en intern dynamik, der retfærdiggjorde et knus. Men jeg gjorde det altid alligevel, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Det føltes mest af alt som om, det var hende, der havde brug for et knus for at føle, samtalen var gået bedre, end den egentlig var. Som om hun på den måde ikke følte, vores samtaler var én stor fiasko. Men for hvert knus jeg gav hende, jo mere cementerede det visheden om, at dette aldrig kunne fungere.

Men uanset hvor utilpas, irriteret og frustreret jeg var, så kunne jeg ikke få mig selv til at bede hende om at finde en anden behandler til mig. Jeg var bange for, hun ville tage det personligt og blive ked af det, så jeg sagde intet. Efter nogle måneder løste problemet sig selv, fordi jeg flyttede til en anden del af landet, så jeg per automatik blev afsluttet hos hende.

Selvom der var ting, hvor det helt sikkert var hende, der var problemet, så var der også ting ved mig, der bidrog til det. En af de ting var det ansvar, som jeg selv havde i forhold til situationen. For selvom jeg kunne brokke mig over hende, til jeg var blå i hovedet, så havde jeg jo netop muligheden for at sige stop og få en anden behandler. Men jeg benyttede mig ikke af den. Og det er min fejl. For i sidste ende var vores samtaler ét stort spild af tid. Hendes og min.

Hvis du lige nu har en behandler (om det er inden for psykiatrien eller i forhold til somatisk sygdom), hvor fundamentet ikke er gunstigt for et godt behandlingsforløb, så husk at I begge har et ansvar for at få det til at virke. Og hvis du ved med dig selv, at det ikke kommer til at fungere, så benyt dig af den frihed, du har, og bed om at blive sat i forbindelse med en anden behandler. Måske følelser bliver såret, men i sidste ende kan du sige med vished, at du ikke spilder din og andres tid, hvilket trods alt er vigtigere. Personligt kommer jeg aldrig til at begå den fejl igen, hvis jeg nogensinde ender i samme position.

patient

Læs også: “Mig, ‘dem’ og alle jer andre – livet med skizofreni”

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Et godt grin #3

laughing

Jeg faldt lige over denne video i mine Youtube abonnementer og tænkte, at den blev jeg nødt til at dele herinde. Det passer også godt med, at den nye Star Wars film kommer meget snart, så timingen er god.

Der er ikke så meget at sige om denne video, den giver lidt sig selv. Så hvis du vil have et godt grin (hvis du har lige så dårlig humor, som jeg har) på under et minut, så klik lige her: Pets react to Star Wars Rogue One trailer.

Læs også: Et godt grin #2

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Vores (lidt indviklede) juletraditioner

juletraditioner

Julen er meget vigtig for mig og har altid været det. Noget af det jeg elsker mest er de traditioner, som vi har. Når jeg siger ‘vi’, mener jeg både Prinsgemalen og jeg, dem min familie har haft i mange år, men samtidigt også dem, der er i svigerfamilien. Jeg tror, den nemmeste måde at samle alle ovenstående enheder på, er ved at lave en timeline for december måned.

Sådan ser december måned typisk ud:

D. 1. december: Her er det tilladt at begynde at pynte op herhjemme. Det er reglen og har været det, siden vi fandt sammen. Min mand gider ikke julehygge, der begynder i november måned. Det er også her, der må skrabes julekalender for første gang, hvis vi har sådan en. Det samme gælder for hundens julekalender, den begynder vi (selvsagt) også på d. 1. december.

Mellem d. 1. og 6. december: Svigermor inviterer på julehygge med æbleskiver. En tradition der også har eksisteret i noget tid. Jeg ved ikke præcis hvor længe, men i hvert fald de 8 decembermåneder jeg har været i familien. Svigermor fylder et kæmpe lerfad med æbleskiver, og så spises der løs. Det er altid super hyggeligt og en kæmpe decemberbonus. Det er noget at se frem til, mens der stadig er et stykke tid til jul.

7. – 10. december: Her begynder min utålmodighed gerne at røre på sig, fordi jeg bare gerne vil have, det skal være jul lige nu. Den har sit tag i mig, indtil vi når min fødselsdag. Det er samtidigt også der, jeg som regel har pakket alle gaver ind, så de ligger helt klar til juleaften.

D. 20. december har jeg fødselsdag. Fordi både Prinsgemalens og mine forældre er skilt, har vi reelt fire familier at holde jul med, så vi har indrettet det sådan, at hver fjerde år er vi hos min mor, næste år hos svigerfamilien (det er aldrig fastsat hos hvem, før vi når oktober/november), næste år hos min far og året efter igen hos svigerfamilien. Fordi mine forældre bor i henholdsvis Sønderjylland og Ribe (og Prinsgemalen og jeg i Aalborg), kommer vi slet ikke ned sydpå i julen de år, hvor vi er hos svigerfamilien (som bor i Nordjylland). Så de år hvor jeg ikke ser min familie i julen, kommer min mor og søster som regel herop til min fødselsdag og fejrer den med mig. I år er vi hos min far og hans kæreste, så derfor kommer min familie ikke op til min fødselsdag, for min mor ses jeg med til julefrokost d. 25. december. Det er alt sammen meget indviklet. Så i år skal Prinsgemalen og jeg holde min fødselsdag sammen. Hvordan vi holder den vides endnu ikke.

D. 23. december byder også på en tradition, jeg holder meget af. Det afhænger dog af logistikken, hvorvidt jeg er en del af den tradition eller ej. Da jeg var barn, fik vi altid risengrød lillejuleaften, som så mange andre i landet af den meget logiske årsag, at så var der lavet risengrød til at komme i ris a la manden. De senere år er den tradition flyttet, så det ikke længere er i familien, vi gør det, men hos min mors veninde, som bor i samme by som min mor. Hun laver risengrød, og de år hvor vi er hos min familie, er Prinsgemalen og jeg også med, og vi hygger os altid, også fordi der efter risengrøden er pakkeleg.

D. 24. tænkte jeg først umiddelbart giver sig selv. Men så kom jeg til at tænke på, at der faktisk kan være stor forskel på, hvordan folk holder juleaften. I vores familie er det typisk, at man kommer hen, hvor man nu skal være, tidligt på eftermiddagen. Nogle gange hjælpes der til i køkkenet, andre gange får man kaffe og en småkage og sidder og hyggesnakker. Så tager folk i kirke (dem der nu vil det), og klokken 16 ses der Disney Show (som jeg personligt nødigt vil undvære). Så laves maden færdig, og der spises typisk omkring kl. 18-ish. Efter maden (inkl. ris a la mande) tages opvasken, og der gås muligvis en tur (hvilket passer fint, så vi også kan få luftet den bette). Derefter kommer gaverne under træet (med mindre det er gjort inden maden), og så skal der danses om træet. Efterfulgt af gaveudveksling og -oppakning. Efter det får vi kaffe og juleslik og småkager, mens der spilles spil og hygges. Til sidst dejser man om i sengen og sover som et lille barn. Måske det er en aften, der ligner andres, måske det ikke er.

D. 25. december er der som regel julefrokost, og det er faktisk ligegyldigt, om vi er hos min familie eller Prinsgemalens. Sidste år hvor vi holdt jul med svigermor, inviterede hun på julefrokost d. 25. I år hvor vi skal være hos min far, holder vi julefrokost med min mor hjemme hos min søster d. 25.

De efterfølgende dage plejer vi at finde en dag, hvor vi ses med svigerfar, hans kone og Prinsgemalens brødre og kærester, samt den lille søde niece. Så spises der deres traditionelle mad og hygges og pakkes de sidste julegaver op, og det er faktisk enden på julen for os. Det hele kører meget slag i slag, og det er en af grundene til, jeg altid glæder mig så meget. For jeg ved, hvor hyggeligt alting er, og traditionerne gør, at hele måneden føles som én lang fest. Og for nu, d. 11. december, hænger jeg stadig fast i utålmodigheden og glæder mig utroligt meget.

Hvordan er dine juletraditioner, og hvordan fungerer din juleaften typisk? Smid endelig en kommentar, så jeg kan høre, hvordan tingene ser ud i andre familier.

Læs også: Tålmodighed

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Tålmodighed

Julen er noget af det bedste, jeg ved. Sådan har det været, siden jeg var lille bitte og første gang begyndte at forstå, hvad julen var. Som jeg vist har nævnt før, så elskede jeg som barn julen (og min fødselsdag, som er den 20. december) så meget, at jeg gav mig selv feber, fordi jeg glædede mig så meget til det.

Som voksen får jeg ikke længere feber, men jeg glæder mig stadig lige så meget, som da jeg var barn, og jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal komme igennem de næste to uger, så meget glæder jeg mig. Min fødselsdag hjælper dog på det, for det giver anledning til to fejringer indenfor en uge, og endda to af mine favoritter.

Men det bringer mig til dagens emne. Tålmodighed. Jeg har aldrig lært den dyd, det er at være tålmodig. Måske på nogle punkter, men absolut ikke i forhold til, når jeg skal noget, som jeg glæder mig til. Jeg bliver ulidelig at være i selskab med, fordi jeg har svært ved at lægge skjul på min utålmodighed, om det så er i kraft af ord eller handlinger. Det er dog ikke det eneste punkt, hvor jeg er sådan, det er mange andre ting i livet også. Men jeg tror, forventningens glæde er den, der vækker mest utålmodighed i mig.

Det spænder dog lidt bredere end bare det faktum, at jeg elsker julen. Det er hele årstiden, der har kæmpe betydning for mig. Har du et sted, hvor du føler dig hjemme? Sådan et sted har jeg, det er bare ikke et fysisk sted som sådan. For mig er vinteren ‘hjem’. Det er der, jeg har det bedst. Det er der, jeg føler mest glæde. Så for mig hænger julen, min fødselsdag og alle de gode ting, der er forbundet med de to ting, også sammen med kulden, alt overtøjet, chancen for sne, mørket, stearinlysene, de varme drikke og dynen på sofaen. Det er som om, jeg kommer ind i en rar og hyggelig boble om vinteren. Min egen udgave af vinterhi.

Det er dog desværre ikke noget, der ændrer på min utålmodighed. Faktisk er det nok netop noget, der bidrager til den, eftersom jeg bare gerne vil have, det skal være jul LIGE NU. For mig føles ti dage (til min fødselsdag) som en evighed. Og julen, med sine fjorten dage der skal overstås, føles som lyset for enden af en tunnel, som aldrig får en ende.

Så i bund og grund skal du være glad for, at du ikke kender mig i disse dage. Stakkels min mand som dagligt må lægge øre til ditten og datten julerelateret panik.

Lyder jeg som et barn? Tja. Min teori er, at vi alle stadig er børn fanget i voksnes kroppe, dog med den forskel, at vi har adgang til penge, sex og alkohol.

Glædelig december! Hvis du kender en homøopat, der sælger en kur for utålmodighed, så send mig et link!

anticipation

Læs også: Sikke en idiot!

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Sikke en Skam!

Og med det mener jeg ikke “hvor er det ærgerligt”, men “sikke dog et fantastisk show!”

Det tog lidt tid for mig at komme frem til, at det var noget, jeg havde lyst til at se. For hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg en tendens til ikke at kunne lide noget, som alle andre kan. Jeg kan f.eks. ikke lide Harry Potter eller Lord of the Rings. Jeg er ikke til Rasmus Seebach eller Mads Langer.

Så jeg havde ikke høje forventninger, da jeg gav mig i kast med første afsnit af Skam. Og hvis vi fortsætter sig ‘helt ærligt’ sporet, så tog det også nogle afsnit for mig at synes, at det var interessant at se. Men da jeg først kom over den hurdle, så slugte jeg afsnittene råt!

Da min mand (som også ser serien) fortalte mig, hvem der ville være ‘hovedpersonen’ i sæson 2, lavede jeg næsten knuder på mig selv af glæde, for hun er uden tvivl min favoritperson af alle karaktererne. Og det har taget mig i dag at se alle afsnit i sæson 2, ganske enkelt fordi det er den bedste storyline indtil videre! Jeg er i skrivende stund i gang med 12. afsnit (ser dem på N.K’s hjemmeside med norske undertekster), og jeg er SÅ forelsket i denne sæson. Den er milevidt bedre end den første, og den går rent ind.

Jeg følger en norsk Youtuber, som kalder sig ‘Weird Norwegian’, som har lavet en video, hvor alene thumbnailen afslører, hvad der kommer til at ske i 3. sæson. Og det er endnu en storyline, jeg glæder mig rigtigt meget til at se.

Jeg er glad for, at jeg gav serien en chance. Tænk, hvad jeg var gået glip af ellers! Så havde det virkelig været en skam! (Denne gang med den anden betydning.)

i-love-it

Læs også: Hvad jeg savler over #4

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Sikke en idiot!

Jeg var i dag inde i Aalborg centrum, fordi jeg skulle hente noget medicin på apoteket, og bagefter mødtes jeg med min mand, da han kom hjem fra arbejde med toget. Idet jeg går på Boulevarden og er på vej ned til ham, kommer jeg forbi en port. I samme øjeblik kommer en mand (på omkring de 50 år) gående ud af porten. Vi får øjenkontakt, og jeg smiler. Indtil jeg hører ham sige stille for sig selv ‘hvor er du grim’. Jeg hørte ham udmærket godt, men jeg går videre, for i det øjeblik ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Jeg gad ærligt talt ikke have mere med ham at gøre, så at gå hen og forlange en forklaring på, hvorfor det var nødvendigt for ham at opføre sig sådan, det var ikke noget, jeg havde lyst til. Så jeg gik videre.

Men jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg synes, det var en mærkelig opførsel at lægge for dagen. Det var jo ikke engang, fordi det var en ung fyr, som skulle spille smart. Vi snakker om en mand på omkring 50 år, som burde være i stand til at skelne mellem god og dårlig opførsel!

Jeg er ikke nedbrudt eller ødelagt af at høre ham sige det. Han går ikke ind og piller ved mit selvværd eller min selvopfattelse. Jeg synes ikke selv, jeg er grim. Og det mener jeg ikke på en arrogant måde, som om jeg er den flotteste kvinde på jorden. Jeg synes bare ikke, jeg er grim. Det handler om det faktum, at han opførte sig sådan.

Hvad er der blevet af god, gedigen pli? Høflighed og respekt virker nogle gange som noget, der svinder mere og mere ind, og det er ikke en positiv udvikling i mine øjne. Bare fordi kalenderen snart siger 2017 betyder det ikke, at vi ikke kan behandle hinanden ordenligt og snakke pænt til hinanden og bare generelt have gode, gammeldags manerer. Bare fordi du kan sige, hvad du vil, betyder det ikke, du bør.

Så ja, jeg må indrømme, da jeg gik videre fra “gerningsstedet”, at jeg tænkte: “sikke en idiot!”

rude

Læs også: Hvorfor jeg ikke længere er vegetar

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Isbjørnen Frederik vil have en ven

Mens jeg venter på at modtage nyt fra grafikeren omkring, hvordan min næste bog (børnebog #2) kommer til at se ud, tænkte jeg, at jeg ville dele forgængeren med jer herinde. Bogen i dette indlæg er min første bog, og bog nummer to er min selvbiografiske og selvreflekterende bog om det at leve med skizofreni (du kan læse mere om den i dette indlæg: Mig, “dem” og alle jer andre – livet med skizofreni, og bogen kan købes her: Saxo.dk). Den nye børnebog er så bog #3 i rækken.

Min første bog hedder, som titlen på indlægget siger, “Isbjørnen Frederik vil have en ven”. Den handler om en meget ensom isbjørn, som går for sig selv i sin lille del af den zoologiske have. Frederik vil gerne få sig en ny ven ved at kontakte de andre dyr i haven, men han ved ikke, at de andre dyr ikke forstår hans isbjørnesprog, og at de derfor ikke kan reagere på hans kald.

Man kommer lidt rundt i den zoologiske have og møder nogle af de andre dyr. Bl.a. en giraf og to tigerbrødre ved navn Tim og Tom. Mere vil jeg ikke sige om indholdet, for der skal være lidt mystik overladt, hvis man har lyst til at læse bogen.

I den nye bog er der gensyn med både Frederik, Tim og Tom. Men denne gang er de to hovedpersoner to dværgmangust-brødre, som hedder Ditlev og Didrik. Mere om den bog når den udkommer sidst i januar 2017.

Bogen “Isbjørnen Frederik vil have en ven” er illustreret med fotografier, jeg selv har taget, og den kan købes på Saxo.dk. Både som e-bog og i fysisk form.

isbjoernen

Læs også: Håndlavede came vedhæng

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.