Angst og flyvning

plane-gif

Senere på måneden skal Prinsgemalen og jeg til bryllup i Slovakiet. Jeg glæder mig, og det bliver spændende at prøve. Det bliver også fantastisk endelig at komme til udlandet for at fotografere lidt igen! Desuden er det et land, jeg kan krydse af min ‘jeg vil gerne se alle europæiske lande, før jeg dør’-liste.

Men. Der er et men. Vi skal flyve derned. Før i tiden var det intet problem. Da jeg boede i London, fløj jeg mellem Danmark og England hele tiden, og efter at være flyttet tilbage, har jeg været der en del gange. Derudover har jeg fløjet til andre lande og var i 2004 i USA, hvilket var to ture a cirka 12-13 timer. Kein Problem.

I dag? Problem! Hvis du blander paranoia (på vegne af min skizofreni), angst (som er noget af det mest vederstyggelige i verden) og en dårlig landing jeg havde for et par år tilbage, har du noget, der minder om en molotov cocktail. I mit hoved.

Turen til Slovakiet kommer til at forløbe (forhåbentligt) sådan: Fra Aalborg – København, hvilket tager ca. en halv time. Fra København – Wien, hvilket tager omkring halvanden time. Så vi snakker to timer i luften, hvilket burde være så nemt som ingenting. I wish. Jeg er glad for, jeg ikke flyver alene. Dog kun hvis flyet ikke styrter ned. I det tilfælde ville jeg ønske, min mand (og alle andre om bord) var derhjemme!

Jeg har ingen anden strategi i forhold til de (i alt) fire flyvninger, jeg skal på, end at spænde selen så stramt, jeg overhovedet kan, panikke indvendigt og lade sveden løbe ned over mit ansigt. Sounds great, right?

Så hvis du sidder med et råd eller en strategi, du selv har fundet ud af hjælper dig, så læg meget gerne en besked på dette indlæg. I need all the help I can get.

Angsten for at flyve kommer dog ikke til at ødelægge tiden, mens jeg er der. Der er det med at glemme alt om, at turen går hjem igen, og bare nyde, opleve, spise, drikke, fotografere og snakke alt det, man overhovedet kan. Det er jeg ikke nervøs for, heldigvis. Så flyvningerne i sig selv skal bare overstås. Wish me luck!

Læs også: Psykisk sygdom – åbent brev

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Ufrivillig hiatus

error

Det er noget tid siden, jeg har været på bloggen, men på en måde mod min vilje. Siden jeg oprettede min blog her på Bloggers Delight, har der været adskillige problemer. Når jeg forsøgte at komme i mit kontrolpanel, var det 9 ud af 10 gange ikke muligt, fordi jeg fik en error ting, som blev ved at dukke op. Det samme skete med en masse andre funktioner. Det skete, uanset om jeg prøvede at få adgang til dem via Bloggers Delight eller mit eget domæne. Så support måtte ind over, og nu virker det, som om jeg er oppe at køre igen! Yay! Det har jeg set frem til i noget tid.

Men en stor tak til support for at løse problemet, det er skønt, der er styr på tingene nu! *Thumbs up*

Det var sådan set, hvad jeg ville sige med dette indlæg. Der kommer mere interessante indlæg snarligt.

Læs også: De små ting i livet #4

 

 

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

De små ting i livet #4

little-things

Så er det tid til endnu en ‘de små ting i livet’. Lige for tiden er der mange ting at sætte pris på i mit liv, store ting, men sandelig også små.

  1. Solen skinner og gør folk i godt humør. Enhver der kender mig ved, at jeg er vintermenneske. Så for mig er det med, at vinterjakken pludselig skal erstattes med forårsjakken, ikke en god ting. Men det er tydeligt, at de fleste andre elsker det. Derfor elsker jeg det. For alle smiler og sågar hilser på hinanden. Bekendte som fremmede. (Shocker, I know!) Det smitter.
  2. Når min mand smiler til mig.
  3. Kartoffelmos til aftensmad for anden dag i træk.
  4. Jeg fik lavet en halskæde, som jeg fik ideen til i går.
  5. Jeg har skrevet 50 sider indtil videre i den bog, jeg er i gang med.
  6. Taknemmeligheden over en god ven som hjælper mig enormt meget med at kreere den hjemmeside, som jeg er i gang med.
  7. At få taget den store opvask tidligere.
  8. I morgen henter jeg et lystelt, som jeg skal bruge til at tage bedre billeder af de smykker, jeg laver, og jeg glæder mig utroligt meget med at komme i gang med det. Håber på at forbedre kvaliteten af billeder meget på den måde.
  9. Trods rastløshed har det været en god dag.

Håber, I andre også har haft en god dag.

Læs også: Hvordan får man manden til at tage opvasken?

 

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Hvordan får man manden til at tage opvasken?

pampered

Herhjemme har vi det, der hedder ‘Kristian-dag’ og ‘Julie-dag’. På en Kristian-dag er det ham, der må bestemme, hvad vi skal lave. Om vi f.eks. skal se film og i givet tilfælde hvilken. Det er ham, der må bestemme, hvad der skal laves til aftensmad, og om der skal købes snacks. Generelt set er det en dag fuld af forkælelse med alt, hvad personen har lyst til. Og det er altid den anden, der proklamerer, hvornår det skal være.

I dag er det Julie-dag, hvilket vil sige, at det er Kristian, der har bestemt det. Så vi har set film, som jeg har valgt. Vi skal have bøf og kartoffelmos (jeg er en kulhydrat-junkie, så yay for kartofler!). Kristian har hentet snacks, og gudhjælpemig om manden ikke også har vasket tøj, lagt det sammen, taget opvasken og støvsuget. ‘Amen, så bliver det bare ikke meget bedre! Rengøring (helt uden at være bedt om det) er vejen til kvinders hjerter, am I right, ladies? (Okay, selvfølgelig ikke for alle, men i hvert fald for mig).

Så jeg chiller og hygger grundigt i dag. Jeg håber, at I andre har en rigtig god søndag også. Glædelig Julie-dag 😛 Nævn evt. gerne sådan en dag med dit navn foran for din partner, hvis du kunne have lyst til at implementere sådan en ‘helligdag’. Trust me, det er det værd, især hvis han tager opvasken!

Læs også: Skal vi ringe til politiet?

 

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Smykke nyhedsbrev – SilverLoves

wedding

Jeg har i dag lavet det allerførste nyhedsbrev tilknyttet mine SilverLoves smykker. Hvis du ikke har set mine andre indlæg omkring smykkerne, kan du finde nogle links i bunden af dette indlæg. Med nyhedsbrevet håber jeg på at kunne dele flere rabatter med folk, gøre opmærksom på når jeg laver giveaways, og når der kommer nye smykker til butikken. Så hvis du står og mangler den perfekte gave eller bare har lyst til at forkæle dig selv lidt, så læs med her.

I dette allerførste nyhedsbrev får du nemlig 55% rabat på alle smykkerne, uanset om du køber ét smykke eller flere. Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet får du denne rabat, som kun folk på email-listen modtager. Hvis du er interesseret, kan du finde nyhedsbrevet ved at trykke her.

SilverLoves sælger primært sølv- og stensmykker. Alt lige fra jade armbånd til stenringe og perleøreringe.

Hvis du vil se alle de smykker, der er til salg i butikken, så tryk her.

Tidligere indlæg om smykkerne:

SilverLoves sten-armbånd

Statement sten-ringe

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Nye SilverLoves smykker

Jeg har i dag fået lavet et par stenøreringe og et stenarmbånd, som jeg lige ville dele med de skønne mennesker på Bloggersdelight.

Øreringene har et par lilla jade sten og sølvkroge. Stenene måler 12mm og har et fald på omkring 2,5 cm:

img_1209

(Klik på billedet for at komme direkte til smykkerne)

Armbåndet er med white howlite sten, som måler 8mm. Længden er på 17 cm. Armbåndet er dekoreret med små sølv perler for at give det lidt detalje. Armbåndet er elastisk og passer til de fleste håndledsstørrelser.

img_1146

Hvis du har lyst til at se flere smykker fra SilverLoves, så tryk for ordet link for at komme til shoppen på Etsy.

Læs også: SilverLoves statement sten-ringe

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Skal vi ringe til politiet?

 

young man

Det er tredje gang, jeg har stillet min mand det spørgsmål indenfor de sidste par måneder. Sidste år fik vi nye naboer. Vi var lidt spændte på at finde ud af, hvad det ville betyde for det rolige kvarter, vi ligger i. Ville de nye beboere være ligesom den stille kvinde og hendes to rolige børn, vi havde været vant til? Det viste sig hurtigt, at nej, det var ikke tilfældet.

Lige nu har jeg en gevaldig prop i det ene øre, som ikke rigtig vil gå væk, så jeg har reelt kun hørelse på det ene øre. Men alligevel kunne jeg høre, hvad der blev råbt på den anden side af væggen her til aften. Vores naboer er reelt en kvinde og hendes lille barn, samt deres to hunde. Men kæresten er tit på besøg, og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at han råber af hende, når han er der. Og af barnet. Jeg får det så dårligt, når jeg hører kvinden og barnet græde, mens han råber og tramper rundt i huset. Det der skærer mest i hjertet er tanken om det barn. At det skal vokse op i den atmosfære. At høre den lille barnegråd som baggrundslyd til den konstante råben er forfærdeligt. Intet barn fortjener det der.

Jeg føler hele tiden, at jeg skal gøre noget. Men hvad? Vi har været tæt på at ringe til politiet, men når vi har lagt an til det, er der blevet stille på den anden side af muren. En gang kom deres nabo på den anden side af dem os i forkøbet. Politiet holdt pludselig ude foran. Her til aften var jeg tæt på at ringe, men igen… så blev der stille.

Samtidigt er jeg bange for manden. Hvis jeg fik fortalt, at han var rocker, ville jeg ikke tøve med at tro på det. Han er ikke typen, jeg har lyst til at møde i en mørk gyde. Eller foran mit eget hjem. Han giver mig kuldegysninger, også når han ikke råber. Så jeg har simpelthen ikke nerver til at gå ind og banke på for at høre, om kvinden og barnet er okay. Det har også lidt med min paranoia at gøre. Mit eneste trygge sted i verden er mit hjem. Så hvis jeg kommer i problemer med naboen og ikke længere kan føle mig tryg her, så kommer det til at få store konsekvenser for mit psykiske helbred. Egoistisk? Måske. Det kan sagtens være. Jeg er ellers ikke typen, der ikke gør noget. Jeg kunne fortælle en historie, men jeg er bange for at blive fundet af vedkommende, det handler om, da h*n bor i mit område, men med det vil jeg sige, at normalt er jeg ikke bleg for at gøre det rette. Men dette er så tæt på, at det gør mig virkelig utryg. Jeg ligger i forvejen og kan ikke sove om aftenen, fordi jeg er bange for, han bryder ind i vores hus (igen min paranoia).

Jeg har dog besluttet mig for, at hvis dette fortsætter i morgen aften (det er altid om aftenen, de begynder), så ringer jeg, om der bliver stille eller ej. Om ikke andet kan det være, der bliver fokus på, at det sker gentagne gange, så barnet måske kan skånes eller på anden måde hjælpes. Jeg har før haft naboer, som har hørt masser af høj musik eller larmet på anden vis. Men aldrig larm på denne måde.

Hvad ville du gøre, hvis du var i min situation?

Læs også: Angstens grimme ansigt

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Mit forhold til alkohol

alkohol

Jeg drikker ikke alkohol. Jeg har ikke rørt en eneste dråbe, siden jeg stoppede omkring sommeren 2009.

Det var ikke, fordi jeg havde et alkoholproblem. Med mindre du tæller, at jeg ikke brød mig om det. Det var mit problem med alkohol.

Da jeg gik i gymnasiet, drak jeg gerne, når jeg tog i byen. Ikke fordi jeg kunne lide smagen (ligegyldigt hvor mange kvalmende søde ting, du blandede sammen med den klamme smag af sprit, så var det bare ikke noget, jeg nød at smage), men fordi jeg altid var en ‘happy drunk’. Jeg smed de famøse hæmninger. Jeg elskede alt og alle og havde det generelt bare fedt, når jeg var fuld.

Da jeg blev student og flyttede til London, gik jeg stadig i byen indimellem, men uden at drikke mig i hegnet. Det var nærmere en drink her og en drink der, dog med undtagelse af en nytårsaften, hvor der blev drukket temmelig mange Bacardi Breezers (give me a break, det var 13 år siden, haha).

Da jeg senere flyttede tilbage til Danmark, fordi jeg blev syg, var der så mange andre ting at tage mig af, at alkohol ikke var en del af min bevidsthed overhovedet. Jeg tænkte ikke på det, jeg havde ingen interesse i at drikke det, så i nogle år rørte jeg det ikke, med nogle ganske få undtagelser (druk er åbenbart som franske grammatik regler: ingen regel uden undtagelser!)

På et tidspunkt blev jeg sat op i noget antipsykotisk medicin, som endte med at være årsagen til, at jeg stoppede med at drikke. Pludselig blev jeg ikke længere fuld og glad. Jeg blev syg og dårlig, og det tog mig tre-fire dage at komme mig over en aften med druk, før jeg var helt mig selv igen. Hvilket betød, at jeg ikke kunne lide smagen, og jeg ikke opnåede samme bonus, som før have været hele grunden til, at jeg drak. Da jeg indså, at der ikke længere var en eneste grund til at drikke, besluttede jeg mig for på stedet, at jeg ikke længere gad at deltage i den del af ‘voksenlivet’. Så jeg stoppede mit alkoholabonnement. Hvis man kan sige det sådan.

Nu er det faktisk noget, jeg er stolt af. Jeg får en form for nydelse ud af at vide, at jeg har en ’streak’ på snart 8 år. Så jeg er glad for, min medicin banede vejen til det. Og jeg er glad for, at jeg ikke længere skal “tvinge” noget i mig, hvis smag jeg ikke kan udstå. Det betyder så også, at jeg er den evige ‘designated driver’ (ja, du må undskylde min hyppige brug af ‘), men det er også okay med mig. Endnu en bonus ved ikke at drikke er, at man aldrig mere skal have tømmermænd. Det er den eneste form for handyman, der ikke er brugbar!

Er der andre derude, der kender det?

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

SilverLoves statement sten-ringe

Jeg elsker store ringe. Det har jeg gjort i mange år, og det er altid det, jeg selv er draget mod, når jeg shopper smykker. Derfor var det også en af grundene til, at jeg har valgt at sætte statement ringe til salg i min Etsy shop med forskellige stenarter. Alle er i størrelsen 18x25mm.

Du kan se dem alle nedenfor.

Rose quartz:

img_9961-2

Rød agat:

img_9957-2

Hematit sten:

img_9939-2

Blue sandstone:

img_0008-2

Snowflake:

img_9934-2

White howlite:

img_9929-2

Dette er den eneste ring, der ikke er en sten ring. Den har i stedet en kame cabochon i sort og hvid:

img_9927-2

Lapis lazuli:

img_9907-2

Rhodochrosite:

img_9900-2

Grøn aventurine:

img_0505

Sort agat:

img_0507-2

Du kan finde alle ringene ved at følge dette link: https://www.etsy.com/dk-en/shop/SilverLoves?ref=hdr_shop_menu&section_id=16654224

Kan du lide ringene? Smid gerne en kommentar.

Tak fordi du kiggede med.

Læs også: SilverLoves sten-armbånd

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Psykisk sygdom – åbent brev

udraabstegn

Til dig der ser ned på psykisk syge mennesker.

Mit navn er Julie. Jeg er 34 år gammel, og jeg bor i Aalborg Øst. I 2004 blev jeg diagnosticeret med anoreksi. Det var min første psykiatriske diagnose. Jeg var lige vendt hjem til Danmark, efter at have boet halvandet år i London. Jeg har arbejdet, siden jeg var 14 år gammel. Først i en tøjbutik i et sommerhusområde. Så som kassedame i Fakta, ufaglært hjemmehjælper i hjemmeplejen, på et plejehjem, på en isfabrik, som sekretær i to forskellige firmaer, og sidst, men ikke mindst, som supervisor på en kaffebar i London. Hvorfor fortæller jeg dig det her? For at give dig en idé om, hvordan mit forhold til at arbejde var, inden jeg blev syg. Jeg arbejdede hårdt. Jeg gav blod, sved og tårer, og det var også derfor, at jeg blev forfremmet på mit job i London. Jeg startede som barista. Blev forfremmet til supervisor, og distriktschefen begyndte at snakke om, at jeg skulle være manager for min egen kaffebar i London. På det tidspunkt var jeg 21 år gammel, og jeg havde arbejdet der i 4 måneder. På fire måneder arbejdede jeg så hårdt, at jeg næsten blev forfremmet to gange. Indtil problemerne i mit hoved, som på det tidspunkt allerede havde spøget i noget tid, begyndte at spænde ben. Jeg begyndte at blive ked af det. Mit daglige energiniveau faldt drastisk, og efter fire måneder var jeg så udkørt, at jeg blev klar over, jeg blev nødt til at få noget hjælp. For jeg hang ikke sammen som menneske mere.

Jeg flyttede tilbage til Danmark, også for at være tættere på min familie. Jeg begyndte at få hjælp indenfor psykiatrien, jeg gik til samtaler, og jeg havde min første indlæggelse, mens jeg prøvede at komme mig over min anoreksi. Efter noget tid tog jeg på i vægt, og jeg havde ikke længere samme problematiske forhold til mad. Dejligt, ikke? Jo, men ikke længe. Jeg lagde nemlig mærke til, at mange af de ting, jeg havde gået med i lang tid, ikke havde spor at gøre med min anoreksi. Det var ting, jeg havde mærket, helt tilbage fra da jeg gik i gymnasiet, og faktisk helt tilbage til min barndom. Men det var ting, jeg altid havde undertrykt, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre.

Jeg bad om hjælp endnu engang. Denne gang fik jeg to samtaler med en anden psykiater. Efter de to samtaler fik jeg diagnosen ’skizotypisk sindslidelse’. Det er en sygdom, som populært kaldes forstadiet til skizofreni. Jeg havde aldrig hørt om den diagnose før. Jeg vidste, indadtil, hvordan føltes. Men ellers havde jeg intet kendskab til den.

I starten af mit sygdomsforløb var det svært for mig at acceptere min sygdom. Det var desuden svært for mig at forstå, at mit liv højst sandsynligt kom til at se helt anderledes ud, end jeg før havde forestillet mig. I min familie tager man enten en uddannelse, eller også arbejder man, så man kan tjene sine egne penge. Derfor var også svært for mig at acceptere, eller erkende, at jeg kunne være nødt til at give slip på det og lade mig forsørge af staten. Jeg prøvede job efter job, jeg startede på flere uddannelser. Men det havde altid samme resultat: jeg måtte droppe ud eller sige op. For jeg havde simpelthen ikke den energi eller det psykiske overskud, der skulle til. For der sker noget, når man bliver psykisk syg. Man mister energi. Man kommer ned i et helt andet tempo, end man har været vant til, og man kan pludselig ikke det samme som før. Nøjagtigt som hvis du fik kræft eller en anden somatisk sygdom. Bare fordi sygdommen sidder i din hjerne, betyder det ikke, at det er spor mindre udmattende.

I 2007 fik jeg den diagnose, som jeg har nu: paranoid skizofren. Min sygdom havde udviklet sig mere og var trådt over tærsklen fra forstadie til skizofreni. Hvilket betød flere hallucinationer, en kraftigere paranoia, flere bizarre tanker og endnu lavere overskud. Det er klart, at når der foregår så mange forvirrende og skræmmende ting indeni, at det hiver energien lige ud af dig.

10 år senere sidder jeg her i et rækkehus med min mand, vores hund og synes selv, jeg har et dejligt liv. Jeg er syg, ja. Men jeg har indrettet mit liv efter min sygdom på bedste vis. Jeg har lært mig selv at kende igennem sygdommen, og jeg har lært selve sygdommen at kende. Jeg beskæftiger mig med ting, der giver mening og glæde for mig.

Så mit spørgsmål til dig er: hvorfor ser du ned på mig, fordi jeg har en psykisk sygdom? Ser du ned på de kræftramte, som ikke kan arbejde, fordi de er udkørte og har det forfærdeligt? Nej, vel? Jeg har ikke valgt min sygdom. Den har valgt mig. Jeg har måttet give afkald på meget i mit liv. Jeg kan ikke arbejde. Jeg har valgt ikke at få børn, fordi jeg ikke har overskuddet til det, og fordi jeg ikke vil give min sygdom videre. Jeg har ikke kunnet tage mig en uddannelse. Jeg har måttet acceptere min nye livsbane, hvilket jeg efter 13 år har gjort. Det tog tid (som sådan noget skal), men jeg har accepteret det. Jeg har valgt at få det bedste ud af mit liv, selvom det ser helt anderledes ud, end hvad jeg forestillede mig, da jeg gik i folkeskolen, eller da jeg gik på gymnasiet. Eller sågar som da jeg boede i London.

Noget af det vigtigste er, at jeg har lært ikke at sammenligne mig selv med andre mennesker, for det bidrager ikke med noget positivt i mit liv. Jeg har lært ikke at være bange for, hvad andre mennesker mener om mig og min situation. Hvorfor så skrive dette åbne brev? Fordi jeg ikke er den eneste, der har en psykisk sygdom. Der er masser af mennesker i vores lille land, som er skizofrene. Som er bipolare, har personlighedsforstyrrelser, you name it. Ingen af disse mennesker fortjener at blive set ned på. Ingen af os har valgt vores sygdom.

Vi er ikke dovne, ugidelige, uintelligente eller sølle. Vi er mennesker, som har måttet indrette vores liv efter den omlægning, som ingen af os så komme. Vi er fightere. Vi bliver ved, selvom vores sygdom river os til blods indeni. Og nogle af os mister vi, fordi alting simpelthen gør for ondt.

Jeg er glad for, du aldrig har måttet kæmpe på den måde. Jeg er glad for, du har en stabil økonomi, et fast job og et stort psykisk og fysisk overskud.

Jeg ville ønske, jeg havde det samme. For tror mig, jeg ville hellere tjene mine egne penge. Jeg ville hellere tage den uddannelse, jeg så gerne vil, og jeg ville hellere have dit overskud. Men samtidigt er jeg et positivt anlagt menneske. Jeg kan og har ikke de ting, du har, så det bedste jeg kan gøre er, at indrette mit liv på den bedst mulige måde. Det fortjener respekt – ikke hån. Det fortjener et skulderklap – ikke fordomsfulde eller nedladende kommentarer.

Vi fortjener lige så meget respekt og anerkendelse som alle andre mennesker.

Næste gang du snakker med en person med en psykisk sygdom, se vedkommende som en fighter. Se personen bag. For bag vores sygdomme er vi stadig vores egne, selvstændige personer. Vi har en sygdom. Men vi er mere end det. Se os for dem vi er, ikke for den sygdom, vi har.

Del gerne dette, så flere kan se det. Tak fordi du læste med.

Læs også: Hvad er skizofreni?

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Hvor er jeg glad for…

… at jeg prøvede det af. For et par år siden besluttede jeg mig for, ud af den blå luft, at jeg ville begynde at lave smykker. Jeg havde før da lavet mange forskellige ting, men aldrig smykker, og hvis jeg er helt ærlig, har jeg ingen idé om, hvorfor jeg fik den tanke.

Men jeg købte materialer hjem og gik i gang, selvfølgelig på det mest amatøragtige niveau. Kort efter tænkte jeg: “Hey, hvis jeg kan tjene nogle ekstra penge ved at sætte nogle af disse ting til salg, kunne det da være meget fedt.” Så jeg lavede en shop på Etsy og begyndte at sætte ting til salg. Igen, på det mest amatøragtige level. Jeg endte med ikke rigtigt at sælge så meget, og interessen dalede hurtigt. Så efter nogle måneder stoppede jeg med at forny mine annoncer.

Men jeg begik to store fejl. 1. Jeg gik ud fra princippet ‘lad kunderne komme til dig’. Flot, ikke? For det må da helt sikkert have været en succes (*sarkasme anvendt*)! 2. Jeg havde ikke noget fokus. Jeg købte 50.000 (overdrivelse, nej hvorfor tror du det?) forskellige slags materialer hjem og endte med at have en shop med 250 forskellige ting, der intet havde at gøre med hinanden. Der var ikke tænkt på kongruens overhovedet, så min shop har unægteligt set rodet og forvirrende ud.

Så gik der halvandet år, og lysten til at lave smykker begyndte at snige sig ind på mig igen. I forlængelse deraf begyndte jeg også igen at få lyst til at sætte ting til salg. Men denne gang satte jeg mig mere ind i tingene. Jeg læste bøger om marketing, jeg så webinars af Renae Christine om, hvordan man bedst sætter sin Etsy shop op, og hvad man skal være klar over og tænke på, når man sælger håndlavede varer (som f.eks. smykker). Det har alt sammen været meget lærerigt, men jeg har stadig langt igen i forhold til at skabe trafik til min shop. Men i takt med at jeg har lært en del mere, end den lille bitte mikroskopiske del, jeg vidste i forvejen, om hvordan tingene hænger sammen, har jeg erfaret, at jeg elsker det her! Jeg elsker at lave smykker, sætte dem til salg, at prøve kræfter med marketing, pakke og sende varer af sted til kunder og at holde styr på papirarbejde. Hvilket er sjovt, for hvis du havde spurgt mig for bare 3 eller 4 år siden, om jeg havde lyst til at have en lille bitte forretning, havde jeg sagt nej. For jeg har aldrig i mit liv vist interesse for noget, der havde med salg at gøre.

Så jeg er virkelig glad for, at det var noget, jeg alligevel prøvede kræfter med. Man ved ikke altid, hvad man vil kunne lide, før man prøver det af, og det er helt sikkert noget, jeg vil tage med mig videre i livet.

Så hvis der er noget, du sidder og overvejer at gøre, men er i tvivl, om det er noget, du vil kunne nyde at beskæftige dig med, så prøv det af. Vel at mærke indenfor rimelighedens grænser (jeg vil ikke nødvendigvis opfordre til at sælge hus og bil for at blive enhjulet cykel-prinsesse i dit eget cirkus). For hvis du finder ud af, det ikke er noget for dig, så ved du ligesom, hvor du står. Som da jeg fandt ud af, jeg ville prøve at have syntetiske dreadlocks i mit hår. Indtil jeg fandt ud af, det slet ikke var mig. Så kan det godt være, jeg brugte penge på det, men jeg fandt i det mindste ud af, at det ikke er noget, jeg er interesseret i. Men jeg havde gået i et par år og tænkt på det, før jeg endelig gjorde det, og nu er jeg bare glad for at vide, at det ikke er noget, jeg skal spilde tid på at gå at tænke på.

Og hvis du finder ud af, at hey, det var eddermame lige noget for dig, så kan det være noget af det bedste, du har gjort for dig selv længe. Win/win? I de fleste tilfælde vil jeg nok sige ja.

Hvad går du og overvejer? Smid gerne en kommentar.

do-it

Læs også: Brødrene dværgmangust – Den dag Ditlev løb væk

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.

Vil du anmelde min børnebog?

img_5905

Min nye børnebog, som jeg har skrevet om herinde før, udkommer d. 24. april 2017. I den forbindelse vil jeg høre, om der er nogen herinde, der kunne tænke sig at få tilsendt et gratis eksemplar af bogen, så du kan anmelde bogen herinde?

Bogen er for de 5-6 årige og handler om to dværgmangustbrødre (se billede). Den ene bror, Didrik, er meget hård mod den anden, Ditlev. Ditlev bliver ked af det, fordi han ikke kan lide, når Didrik driller ham så meget. Så Ditlev stikker af, og nu er det så op til Didrik at finde sin bror.

Bogen har en morale, som jeg personligt mener er vigtig for børn at lære. Bogen er en slags genganger til min første børnebog, hvorfor der også er gensyn med to karakterer fra den tidligere bog.

Det ville betyde enormt meget for mig, hvis du kunne have lyst til at anmelde bogen. Hvis du er interesseret, så send mig en kommentar nedenfor. I tilfælde af flere har lyst til det, er det først til mølle princip, da der er fem bøger at anmelde.

Tusind tak fordi du læste med.

Læs også: Brødrene Dværgmangust – Den dag Ditlev løb væk

Få besked om nye indlæg ved at følge mig på Bloglovin. Link findes i menuen ovenfor.